facebook pixel
© Søren Lose/VISDA

Søren Lose

'Grøn lade, Torslundevej/Mandsportræt. Del af serien HOME '

1996-2006

I Søren Loses serie HOME kombinerer han blandt andet sine egne usentimentale landskaber med fundne portrætter som her. Med fotografiet undersøger han temaerne ‘hjem’ og ‘hjemme’ i værker som dette, der pirker til nysgerrigheden og fremhæver det oversete, uønskede og glemte.

I serien HOME undersøger den lollandsk fødte billedkunstner Søren Lose begrebet ’hjem’ og følelsen af at være ’hjemme’. Gennem ti år vendte han tilbage til det Lolland, han var fraflyttet. Og med sit kamera gik han på opdagelse i de omgivelser, han var vokset op i.

I seriens 30 fotografier retter Lose et usentimentalt blik mod fødeegnens forladte boliger og landbrugets industri. Begge dele er uløseligt forbundet med Lollands historie og udvikling, og dermed også med kunstnerens erindring og genopdagelse af sin hjemstavn.

I Grøn lade, Torslundevej/Mandsportræt kombinerer Lose et mennesketomt landskab med et gulnet portrætfoto, som han har fundet. Vi ved ikke, hvem manden er, og uden værkets titel ville det også være vanskeligt at genkende stedet for andre end de lokale. For både den grønne lade og de to stynede popler for enden af jordvejen ses mange steder på det flade Lolland. På den måde bliver motivet også en generel fremstilling af en egn, dens kultur og natur.

 

Fakta

Søren Lose (1972)

Datering: 1996-2006
Materiale: Lightjet print på dibond
Mål: 635 x 1035 mm
Erhvervelse: Købt 2007

 

Serien HOME kan opfattes som kontroversiel eller provokerende, fordi den i næsten dokumentarisk stil sætter oversete, uønskede eller glemte lollandske motiver i spil kunstnerisk. Fotografierne er enkle i kompositionen, men med mange detaljer. De pirker til vores nysgerrighed, fordi de retter linsen mod noget uafklaret: Hvilken historie ligger bag dette landskab og dette portræt? Hvem hører hjemme her – om nogen? Lose stiller spørgsmål i stedet for at svare. Han fremhæver også skønheden i forfald og industri: farve, former og linjer. Skønhed som ingen måske lægger mærke til i hverdagen eller ville begræde, hvis den ikke længere var der.

Arbejdet med HOME kulminerede i udstillingen af samme navn i 2006. Den var en totalinstallation, hvor Loses fotografier var i dialog med hans udvalg af gamle tapeter, møbler og genstande. Ved den lejlighed købte museet fem af hans værker – i øvrigt museets første fotografier – som en opdatering af både form og indhold i dets omfattende landskabssamling. Siden er der indkøbt flere landskabsfotografier.

Forfatter: Tine Nielsen Fabienke

 

Vær opmærksom på, at værket ikke nødvendigvis er udstillet i museet.

Søgning

Note: Danish only