facebook pixel
Foto: Ole Akhøj

L.A. Ring

'Forårsdag ved Karrebæksminde'

1897

En blå himmel på en forårsdag bebuder nye og bedre tider. Maleren L.A. Ring var nygift, da han spejdede ud over vandet på stranden ved Karrebæksminde. Maleriet er et sjælebillede malet på et lykkeligt tidspunkt i kunstnerens liv. Men en lille tvivl gemmer sig alligevel i billedet.

Når du betragter et landskab malet af L.A. Ring, ser du på en måde ind i malerens sjæl. Naturen kan ses som et portræt af Rings sindstilstand på det tidspunkt, hvor han malede billedet.

Det overraskende er, at Ring ser ud til at være ved godt mod her ved kysten i Karrebæksminde. Det er ulig hans tidligere malerier, der er gråbrune, knugende og fulde af melankoli. Men her skinner solen altså fra en stort set skyfri himmel.

Da Ring maler billedet, er han nygift og lige flyttet til Karrebæksminde nær Næstved med sin hustru Sigrid. Fremtiden ser lysere ud, end den har gjort længe. En stemning du måske fornemmer i den blå himmel, der emmer af optimisme.

 

Fakta

L.A. Ring (1854-1933)

Datering: 1897
Materiale: Olie på lærred
Mål: 33 x 59 cm

Erhvervelse: Købt 2009 med tilskud fra C.L. Davids Legat for Slægt og Venner

 

Billedet viser Rings interesse for at se på sine motiver som linjer og planer, der forskyder sig mellem hinanden. Havet skyder sig ind mellem landtangerne og danner en stor blå flade, som modsvarer himlen ovenover. Fordi de to flader har samme kolorit, går de næsten i ét. Som et ægteskab mellem to ligesindede.

Men foreningen lykkes ikke helt. For Ring har placeret nogle blokeringer i billedet. De forhindrer, at du som beskuer kan få fuldstændig adgang til det, du ser på.

Den første blokering er sivene i forgrunden. De holder dig tilbage, så du ikke uden videre kan springe i vandet og svømme ud i havet. Den næste blokering er den ubestemmelige, brune landtange midt i billedet. Den forhindrer dig i at se horisonten. Og på den måde adskiller den også himlen og havet, der ellers ville have mødtes her.

Der er ingen tvivl om at Rings billede stråler af en nyfunden glæde ved livet efter at have fundet kærligheden. Men en lille usikkerhed lurer i sivene og den brune landtange. Ligesom sivene holder beskueren tilbage, holder noget måske også ham tilbage for at turde kaste sig hovedkulds ud i lykken.

Fuglsang Kunstmuseum ejer en håndfuld væsentlige malerier af L.A. Ring, bl.a. flere landskaber. De indgår i museets store samling af landskabskunst, herunder en række billeder fra årene omkring 1900. Samlingen tæller lignende stemningsfulde motiver af fx Vilhelm Hammershøi og Valdemar Schønheyder Møller.

Forfatter: Louise Trier

 

Vær opmærksom på, at værket ikke nødvendigvis er udstillet i museet.

Søgning

Note: Danish only