I Fuglsang Kunstlandskab præsenterer Fuglsang Kunstmuseum nye værker i samlingen placeret udendørs omkring museet og herregården. Den fælles overskrift for værkerne er ‘Landskabsdialoger’, og de er valgt med henblik på at give nye vinkler på stedets natur og historie.
Værkerne er placeret med god spredning i de forskellige dele af landskabet med respekt for de enkelte steders særegne identitet og kvaliteter. Med Fuglsang Kunstlandskab ønsker vi at inspirere til gåture og ophold i området og til – gennem kunsten – at udforske stedets særlige natur- og kulturhistorie.
Den første del af Fuglsang Kunstlandskab åbnede i 2023 med værker placeret i forbindelse med den blå vandrerute (1,5 km), der starter foran Fuglsang Kunstmuseum. Herfra går ruten hen over gårdrummet, forbi den fredede herskabsstald, hvorefter man passerer Fuglsang Herregaards hovedbygning med voldgrav. Herfra går turen gennem Fuglsang Have og videre ind i det lille skovparti Askelunden, hvor der er etableret et udsigtspunkt. Efter udsigtspunktet går man videre igennem Askelunden tilbage til herregårdshaven og retur til museet. Der er fem værker på ruten.
Anden del af Fuglsang Kunstlandskab åbnede forsommeren 2025 med værker placeret langs den gule vandrerute. Ruten på 1,5 km starter, hvor stien til Gammelholm begynder. Herfra slår ruten et sving ud til græsplænen, der ligger mellem parkeringspladsen og landevejen Nystedvej. Find herefter tilbage til stien og følg stendiget til Gammelholm og retur. Der er to værker på ruten.
Kurator: Tone Bonnén.
Blå rutes kunstnere: Lea Porsager, Ditte Gantriis, Ragnhild May og Lulu Refn.
Gul rutes kunstnere: Rasmus Myrup og Asta Lynge.
Klik på ruterne i venstre margen for information om værkerne.
Kort

TAK
Det Classenske Fideicommis, Guldborgsund Kommune, Beckett Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Fuglsang Kunstmuseums Venner, Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, Povl Holm, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden.

















