facebook pixel

Arkitektur

Museumsbygning

Fuglsang Kunstmuseums prisbelønnede museumsbygning er tegnet af den britiske arkitekt Tony Fretton (født 1945) og indviet i 2008. Fretton står bag tegnestuen Tony Fretton Architects i London, som er hædret for at integrere moderne byggerier nænsomt i omgivelserne.

På Fuglsang harmonerer den ny arkitektur også smukt med det omgivende herregårdsmiljø: I form, farve, rytme, proportioner og materialer er bygningen nøje afstemt med stedets historie, traditioner og æstetik.

Bygningens placering fremhæver også områdets beliggenhed og natur, fordi den blandt andet giver plads til åbne udsigter, fx mod Guldborgsund. Dens udstillingssale udgår fra en central korridor og varierer i størrelse og indretning, herunder en stor særudstillingssal velegnet til al slags kunst.

Også indefra rodfæster bygningen sig i det lollandske landskab. For enden af korridoren er der et udsigtsrum, hvor man kan skue over de udstrakte marker mod det fredede naturområde Skejten og til Falster i det fjerne. Rummet er meget populært blandt museets gæster.

Landskabsarkitektur

Tony Frettons prisbelønnede museumsbygning er skabt i samklang med landskabsarkitekt Torben Schønherr (født 1943). Hans præmierede tegnestue Schønherr Landskabsarkitekter har tilrettelagt det nære område omkring museet.

I parkeringsplads, stier, sten, gårdsplads, spredte trægrupper og enkeltstående træer går den ny landskabsarkitektur i harmonisk dialog med Fuglsangs beliggenhed, historie og karakteristiske landskabselementer. På den måde er den med til at integrere den moderne museumsbygning i det eksisterende herregårdsmiljø.

Centralt er den store gårdsplads: Det er en sammenhængende grusflade, der brydes af et rektangulært græsareal med træer. Pladsen både synliggør områdets forskellige bygninger og binder dem sammen som en klynge. Nyere beplantning går i spænd med bevarede elementer, fx det store kastanjetræ ved museets hovedindgang eller dammen i plænen. Som museumsbygningen balancerer landskabsarkitekturen fornemt mellem tradition og fornyelse.

Fakta

Bygherre: Bygningsfonden
Arkitekt: Tony Fretton Architects
Landskabsarkitekt: Schønherr Landskabsarkitekter
Ingeniør: Birch & Krogboe

Priser
  • RIBA European Award 2010, vinder
  • Pris For God Arkitektur 2010, Guldborgsund Kommune, vinder
  • Brick Awards 2009, prisvinder, international kategori
  • Stirling Prize Building of the Year Award 2009, blandt vinderfavoritterne
  • RIBA European Award 2009, vinder
  • Mies van der Rohe Award 2009
  • European Union Prize for Contemporary Architecture, nomineret (kulturbyggeri)
  • World Architecture Festival Awards 2008, Barcelona, rosende omtale (kulturbyggeri)

Søgning

Note: Danish only