facebook pixel
Marie Munk, Cable-to-cradle (beskåret), 2020. Foto: Manuel Carreon Lopez

Teknokroppen

23. juni – 17. september 2023

Teknokroppen

LUKKET. Udstillingen Teknokroppen er en gruppeudstilling med værker af otte samtidskunstnere, der alle behandler menneskets og kroppens møde med ny teknologi. Titlen betegner kroppen tænkt i et udvidet teknologisk og digitalt felt, og fælles for værkerne er, at de handler om, at kroppen som et velkendt anker i verden udfordres af teknologiens nye muligheder.

Hvad sker der med menneskets opfattelse af kroppen i mødet med ny teknologi? Hvad betyder teknologien for vores oplevelse af at være menneske i dag? Hvad betyder den for vores forhold til andre mennesker – og ikke mindst til maskiner? Hvilke grænser bliver rykket? Det er nogle af de spørgsmål, som de inviterede kunstnere behandler i værker, hvor emner som genmodificering, kryopræservering og AI-sexdukker tages under kunstnerisk behandling.

Udstillingen præsenterer skulptur, video, fotografi og installationer af:
Marie Munk (f. 1988)
Lea Porsager (f. 1981)
Emilie Alstrup (f. 1988)
Arvida Byström (f. 1991)
Stine Deja (f. 1986)
Asta Lynge (f. 1988)
Amalie Smith (f. 1985)
Hannah Toticki (f. 1984)

Nogle værker forholder sig til, hvordan teknologi helt lavpraktisk griber ind i vores hverdagsliv og ændrer måden vi omgås andre mennesker. Andre peger på, hvordan nye bioteknologier måske kan rykke på menneskets status som et dødeligt væsen. Og andre igen beskæftiger sig med, hvordan kunstig intelligens skubber til vores opfattelse af identitet og til relationen mellem menneske og maskine.

Teknokroppen ledsages af en ny rigt illustreret publikation, hvor udstillingens værker perspektiveres til centrale tendenser og diskussioner. Artikler af: kunsthistoriker og ekspert i digital kunst Majken Overgaard, ph.d. i kunsthistorie Pernille Leth-Espensen, kulturforsker, journalist og ph.d. Torben Sangild samt af udstillingens kurator, museumsinspektør og ph.d. Liza Kaaring.
Bogen sælges i museumsbutikken og kan også bestilles på post@fuglsangkunstmuseum.dk. Den koster kr. 149 (+ portotillæg på 75 kr. ved forsendelse).

Projektet undersøger, hvordan opfattelsen af kroppen, og dermed af det at være menneske i det 21. århundrede, formes af ny teknologi og hvordan udfordringen behandles i kunsten i dag.

Teknokroppen rejser videre til HEART – Herning Museum of Contemporary Art, hvor udstillingen vises 7. oktober 2023 – 21. april 2024.

Læs anmeldelse i www.kunsten.nu

Pressemateriale

TAK

Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond, Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, William Demant Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Søgning

Note: Danish only