facebook pixel
Osmosis (detalje). Fotograf Bjørn Pierri Enevoldsen

Osmosis – Elisabeth Toubro

23. september 2022 – 8. januar 2023

Billedhuggeren Elisabeth Toubro (f. 1956) giver i en stor, ny keramisk skulptur ved navn Osmosis sit bud på, hvordan vi kan forstå Anne Marie Carl-Nielsens (1863-1945) værker i dag. Osmosis er skabt som et selvstændigt bidrag til Fuglsang Kunstmuseums store udstilling om Anne Marie Carl-Nielsen og vises her for første gang.

I den langstrakte skulptur, der er hele 4,15 meter lang og 1,10 meter bred, snor to landskaber sig ind og ud af hinanden. I det ene ses et udvalg af Anne Marie Carl-Nielsens mytologiske figurer gengivet i Toubros fortolkning. Det andet landskab er Elisabeth Toubros eget, nutidige spor. Her krydser Toubros alter ego, Vandringskvinden, veje med den ældre kollega. Vandringskvinden er en tilbagevendende symbolsk figur i Toubros virke, der er fri af familie, historie og meninger.

I værket mødes de to billedhuggere, en levende og en død, i en fælles vandring, et fælles åndedræt, på tværs af to verdner, praksisser og udtryk. Udgangspunktet er Toubros fascination af Anne Marie Carl-Nielsens dybe forståelse for det levende, dyrene og naturen. Med Osmosis peger Toubro bl.a. på, at Anne Marie Carl-Nielsens værker kan minde os om, at det er tid til at mennesket indtager en mere ydmyg position i forhold til både dyr og jord.

I forbindelse med udstillingen udgives en bog med bidrag af Liza Kaaring, Stense Andrea Lind-Valdan og Emilie Boe Bierlich. Bogen undersøger, hvad der sker i mødet mellem de to billedhuggere. Bogen sælges fra 23. september i museumsbutikken og kan også bestilles på post@fuglsangkunstmuseum.dk. Den koster 125 kr. (+ portotillæg på 75 kr. ved forsendelse).

Elisabeth Toubro er uddannet som billedhugger fra Kunstakademiet i 1986. Hendes værker har været vist på en lang række udstillinger, og hun har stået for flere store offentlige udsmykningsopgaver, herunder Byfraktal (2000) på Christians Brygge ved Det Kgl. Bibliotek i København, Torvenes Brøndsløjfe (Vanddragen) fra 2003 på Store Torv i Aarhus og Monument for Inge Lehmann opført i 2017 på Vor Frue Plads i København. Toubro har både undervist på kunstakademiet og bestridt en række centrale tillidserhverv i dansk kunstliv, ligesom hun har modtaget en række af de fornemmeste hædersbevisninger indenfor det billedkunstneriske felt, herunder Eckersberg Medaillen (1999), Thorvaldsen Medaillen (2010) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (2005).

TAK

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat

Søgning

Note: Danish only