Allan Otte foran sit seneste værk. Foto: Ingrid Riis

Fuglsang × Allan Otte

1. marts 2024 – 2. marts 2025

Fuglsang × er Fuglsang Kunstmuseums nye udstillingstiltag, hvor kunstnere bliver inviteret til at tilrettelægge og ophænge en sal med deres egne og andres værker fra museets samling. Konceptet bringer på den måde nyt liv til samlingen og giver mulighed for at den ældre kunst mødes med den nye.

Tidens fremmeste fornyer af landskabsgenren, billedkunstner Allan Otte (f. 1978), skyder projektet i gang og har kurateret en roeudstilling i sal 9. Værkerne spænder bredt: fra historiske fremstillinger af roehøst over roeabstraktioner til erotiske fantasier med roer i centrum.

Det er med udgangspunkt i sit seneste maleri Roehøst (Fra den ene ende til den anden), at Otte i  Fuglsang × har valgt roen som motiv i billedkunsten. Dels er det oplagt på grund af værkets motiv, dels har roeproduktion præget museets geografi i mere end 100 år. Ottes nye værk ligger i tråd med centrale værker i museet af bl.a. L.A. Ring, Ingemann Andersen og Richard Winther, der også skildrer arbejdet med den lokale afgrøde. Som Allan Otte siger: ’Hvem ellers skulle vise en roeudstilling, hvis ikke Fuglsang Kunstmuseum?’

Allan Ottes monumentale maleri Roehøst (Fra den ene ende til den anden) fra 2023 måler 160 x 260 cm og er for nyligt erhvervet til Fuglsang Kunstmuseum. Med Fuglsang × Allan Otte præsenteres værket for offentligheden for første gang.

Interview i Kulturen i P1 Find indslaget ‘Roer i kunsten’ (ca. 22. min. inde i udsendelsen)

Pressemeddelelse

Søgning

Note: Danish only