facebook pixel
Agnes Slott-Møller, Jomfru Blidelil (beskåret), 1899. Fuglsang Kunstmuseum. Foto: Asger Hunov

Nyerhvervelse: Jomfru Blidelil

Crowdfunding på Fuglsang er lykkedes!

Stor støtte fra Fuglsang Kunstmuseums gæster og følgere resulterer nu i erhvervelsen af hovedværk i dansk kunsthistorie

Jomfru Blidelil svæver fortryllet på lånte fuglevinger over vandene i Agnes Slott-Møllers maleri fra 1899. Det magiske motiv i en rosenprydet ramme har været udlånt til Fuglsang Kunstmuseum siden december i et forsøg på at rejse penge til at erhverve det.

Nu flyver jomfruen aldrig fra Fuglsang igen, for det er lykkedes museet at indsamle de 2,7 mio kr., der var prisen for dette hovedværk i dansk kunsthistorie. Velvidende hvor vanskeligt det ville blive at rejse det store beløb, satte museet en ’crowdfunding’ i gang med opfordring til besøgende om at hjælpe med at nå i mål med millionerne.

Personalet på Fuglsang Kunstmuseum jubler:
Den alternative indsamlingsmetode er blevet utrolig godt modtaget. Vores gæster og følgere har kunnet se idéen i at ’eje’ en lille bid af et fantastisk og væsentligt maleri, og samtidig bidrage til, at en historisk kvindelig kunstner får berettiget plads på museum. Stor tak til alle, der har hjulpet med at sikre ’Jomfru Blidelil’ for offentligheden i al fremtid.
Det har gjort en kæmpe forskel at kunne låne maleriet og vise det under fundraisingen, så vi skylder de private ejere en stor tak for muligheden og tålmodigheden, udtaler en glad direktør Anna Schram Vejlby.

Maleriet var egentlig på vej til at blive solgt i udlandet, men staten vurderede, at værket var af enestående national betydning for dansk kulturarv, og derfor ikke måtte forlade landet. Fuglsang Kunstmuseum var allerede i god relation med privatejerne – efterkommerne af kunstsamleren John Hunov – og fik derfor optionen på at erhverve ’Jomfru Blidelil’.

Udover at udstille Agnes Slott-Møllers fortolkning af en middelaldervise glæder museet sig til at bruge maleriet i formidlingen af den danske kunsthistorie, hvor kvindelige kunstnere er underrepræsenterede. Det retter museet op på bl.a. med denne erhvervelse, der i øvrigt er samlingens dyreste køb nogensinde.

Crowdfundingen via Mobilepay og indsamlingsbøsse indbragte 100.700 kr. ’Jomfru Blidelil’ kan fortsat ses på Fuglsang Kunstmuseum, hvor det hænger ved siden af et stort portræt af Agnes Slott-Møller fra 1887, der har tilhørt museet siden 1927.

Fuglsang Kunstmuseum har desuden modtaget generøs støtte til købesummen fra Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet, Slots- og Kulturstyrelsen, Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Fuglsang Kunstmuseums Venner.

’Jomfru Blidelil’ til venstre af Agnes Slott-Møller med portræt af Agnes Slott-Møller i baggrunden (af Harald Slott-Møller).
Begge værker hænger fremme på museet.

Søgning

Note: Danish only