Stillingsopslag

Foto: Ole Akhøj

 

Cafémedarbejder søges til Fuglsang Kunstmuseum

 

Fuglsang Kunstmuseum søger en fast medarbejder til sin café. Stillingen er på min. 25 timer/uge inkl. hver anden weekend med mulighed for ekstra timer i højsæson og i forbindelse med arrangementer. Caféens åbningstider følger museets, og der serveres lettere frokostretter og kage samt kaffe og div. drikkevarer.

 

Jobbets indhold:

  • udvikling og tilberedning af lettere frokostretter samt fornyelse af menukort
  • indkøb og leverandørkontakt
  • hygiejnekontroller, afrydning og rengøring af køkken
  • oplæring af afløsere og frivilligt personale
  • kasseapparatsbetjening og kasseoptælling
  • desuden hjælp til øvrige servicefunktioner i huset i det omfang, caféarbejdet tillader det

 

Faglige kvalifikationer:

  • relevant uddannelse indenfor området foretrækkes
  • kasseapparatsbetjening og -opgørelse
  • mundtligt engelsk og tysk på brugerniveau vil være en fordel
  • ressourcebevidsthed

 

Personlige kvalifikationer:

  • ansvarsbevidsthed, selvstændighed og overblik
  • ordens- og kvalitetssans, systematik og renlighed
  • interesse i den gode gæsteoplevelse

 

Museet tilbyder en arbejdsplads, hvor kollegial hjælpsomhed og humor er en del af hverdagen, hvor kvalificeret selvstændigt initiativ værdsættes, og hvor alles indsats forventes at gøre en mærkbar forskel for såvel museets gæster som øvrige medarbejdere.

 

Arbejdstimerne er fordelt på dagtimer i hverdage samt hver anden weekend. Mandag er oftest fridag (undtagen juli og august, hvor museet er åbent alle ugens dage). Mandag og tirsdag er oftest fridage i perioden november – marts. Hertil kommer afløsning ved ferie/sygdom og tilkald samt mulighed for ekstra vagter ved særlige arrangementer (både dag, aften og week-end). Stillingen ønskes besat hurtigst muligt. Der må påregnes introduktion til køkken og tilberedning inden stillingsbesættelse. Løn efter kvalifikationer. Egen bil vil være en fordel. Museet er en ikke-ryger arbejdsplads. Museet indhenter straffe- og børneattest, der begge skal være rene.

 

Ansøgningen bedes alene sendt på mail til post@fuglsangkunstmuseum.dk vedføjet CV samt få, men relevante bilag senest den 15. januar kl. 23.59. Ansøgninger modtaget herefter kommer ikke i betragtning.

 

Evt. supplerende oplysninger kan indhentes hos café- og butiksansvarlige Lene Charalambous eller administrator Else Brandt på tlf.: 5478 1414.