Den danske friske strand i 1800tallets billedkunst

Frederik Sødring Parti fra Møns Klint med Sommerspiret. 1830. Fuglsang Kunstmuseum. Foto Ole Akhøj

Frederik Sødring, Parti fra Møns Klint med Sommerspiret, 1830. Foto: Ole Akhøj
 

Artikel af Susanne Bangert til K&K, nr. 130 (2020)

1800-tallets landskabsmaleri var en central aktør i konstruktionen af det typiske danske landskab, som indgår i den nationale identitet, der også defineres i perioden. Denne definition er stadig gældende. Men, som ny forskning har påpeget, vil nutidens opfattelse normalt forholde sig til et forenklet ’facit’ af 1800-tallets kunstneriske kulturelle begrebsdannelse. ”Strand” kan siges at være et eksempel på dette, udfra præmissen at ”strand” i dag meget ofte forstås som ensbetydende med ”sandstrand” og/eller ”badestrand”; og at denne er en vigtig del af landet, dets natur og geografi.  Imidlertid var og er ”strand” mere og andet, og dermed er det relevant at spørge ind til, hvordan en sådan forenkling påvirker opfattelsen af de strandtyper, der angiveligt er blevet og fortsat bliver overset og måske helt frasorterede.

I begyndelsen af 1800tallet er stranden relativt ubehandlet i billedkunsten. Det er som en del af bearbejdningen af landskabet i løbet af århundredet, at strand og kyst fremkommer som en afgørende topografi. I 1855-7 udkommer Erslevs ”Danmarks beskrivelse for folket”. I bogen, som er illustreret af tidens landskabsmalere, udpeges kysterne til at være den centrale, særligt typiske, danske geografi. Parallelt med udgivelsen er kunstnerne begyndt i langt højere grad at skildre strande og kyster.


Artiklen vil undersøge hvilke strande, hvornår i århundredet, og hvordan strandmotivet behandles af kunstnerne. Den centrale empiri er en gennemgang af billeder udstillet i Kunstakademiets regi på Charlottenborg i perioden, forstærket med geografiske, etymologiske og retslige definitioner af strandbegrebet. Dermed kan beskrives i hvilket omfang og med hvilken udvikling, billedkunsten formidler og definerer ”strand”. Det påpeges, at den danske udvikling i 1800-tallet ikke er enkeltstående, men med fordel også kan ses i forhold til den samtidige og i mange sammenhænge også tilsvarende europæiske udvikling.


På denne baggrund vil artiklen analysere et repræsentativt værkudvalg, og herudfra redegøre for strandens semantiske betydning i 1800-tallet, dens rolle som sted og topos, og dermed påvise det mere nuancerede historiske begreb og dets geografier. Dertil ses på eksempler på topografierne i ”vandkantslandet” og hvordan relationerne mellem ”strand” og ”ikke-strand” kan perspektiveres historisk. Der spørges ind til, hvilke afledte konsekvenser sandstrandens ”erobring” af strandkonceptet har for andre typer strand og for, hvad man kan kalde, vandkantslandet.