Lolland-Falsters landskab og et malerisk problem

Thorald Brendstrup: Parti fra Maribo Sø. 1846. Foto Ole Akhøj

 

Artikel på vej...
Et smukt og yndigt prospekt:
Billedkunst og Lolland-Falsters visuelle identitet i 1800-tallet






I 1856 skriver J.P. Trap i bogværket: Danmark, fremstillet i Billeder: Samling af Prospecter af mærkelige Byer og Egne paa Øerne, i Nørrejylland og Slesvig, at:  
             
Prospekter fra Lolland og Falster høre til Sjeldenhederne, og uagtet man ved, at disse Provindser ere saare frugtbare, vandrige og skovrige, samt besaaede med en Mængde Herresæder, bryder man sig ikke videre om at gjøre nærmere Bekjentskab med dem. Deres overordentlige Fladhed, taagede Luft og navnlig Lollands slette Drikkevand har bragt dem i et vistnok overdrevent Vanrygte.

Og knap 30 år senere står der ovenikøbet i M. Galschiøt: Danmark i Skildringer og Billeder (1893), at
”Lolland-Falster er rimeligvis den vanskeligste Provins i Danmark at finde sig til Rette i.”! Og det er på trods af, som der også står om ”al den Rigdom, alt det solide Velvære, den frodige Jordbund burde frembringe og vel ogsaa til Dels endnu bærer i sit Skød, og ved sine store Skove minder den om den Kendsgerning, at ingen Provins i Danmark naar denne i Henseende til Skovenes Udstrækning.”

Forskningen på Fuglsang Kunstmuseum har vist at nutidens opfattelse af landskaber bunder i 1800-tallets landskabsmaleri. De naturtyper, kunstnerne dengang valgte at arbejde med er også de mest populære i dag. Artiklen undersøger, hvordan Lolland-Falster blev skildret. Den viser altså, hvilken visuel identitet øerne fik. Det gøres ved at gennemgå 1800-tals billeder og andre landskabsbeskrivelser, se på udviklingen i løbet af århundredet og sammenholde det med andre landsdele. Det viser sig, at særlig det flade landskab, slettelandet, ikke bearbejdes af kunstnerne i 1800-tallet, og at dette ”maleriske problem” rummer et perspektiv til synet i dag på øernes naturværdier.

Lidt fra analysen i artiklen:

”Det helt afgørende for Lolland-Falsters flade landskab med pilehegn er, at der ikke er en kunstnerisk tradition for at forholde sig til landskabstyper, der afviger fra det etablerede landskabsideal: Øjet er så at sige informeret, og kan faktisk ikke forholde sig til det, der falder udenfor. Udenfor ved at der ikke eksisterer specifikke maleriske referencer, der kan rumme naturtypen, og ingen maleriske ækvivalenter, der kan bruges til at formidle oplevelsen, som derfor opleves negativ.”

Artiklen slutter med at se på, om det kunne have været anderledes. Og, ja, det kunne det. Der er mange eksempler på landskabsbilleder fra slettelandskaber, som er blevet højt værdsat.


Forskning bag og tekst af kunsthistoriker, ph.d Susanne Bangert, post.doc Århus Universitet