Frygtens geometri

Palle Nielsen, Faldet (beskåret), 1955. Fuglsang Kunstmuseu. Foto: Ole Akhøj

Palle Nielsen, Faldet (beskåret), 1955. Litografi. Foto: Ole Akhøj


Frygtens geometri

Forsker: Liza Kaaring

Forskningsprojektet var støttet af Kulturministeriets Forskningspulje og blev udført i samarbejde med Statens Museum for Kunst

 

Projektets publikationer

 

Liza Kaaring, ”Efterkrigstidsudstillinger i affekt. Mennesket-udstillingerne og The Family of Man, Periskop nr. 20, oktober 2018, 14-31.  

 

Liza Kaaring, ”Elefanten i rummet. Efterkrigstidens menneskefremstillinger i Danmark og Tyskland”, Perspective (SMK), publiceret på dansk og engelsk september 2019.

 

Liza Kaaring, “Close to the Nerves: Portraying Man’s Fears in Danish and British Art in the Aftermath of WWII”, War and Portrayal: The Expression of the Unbearable in Modern and Contemporary Art, red. Dr. Mor Presiado og Dr. Frank Jacob. Udgives I serien “War (Hi)Stories” på forlaget Schöningh (Tyskland). Forventet publicering: 2019.

Beskrivelse af projektet

Projektets formål var at perspektivere 1950’ernes danske menneskeskildrere i forhold til samtidens figurative menneskeskildringer i udlandet. Undersøgelsen foregik ved, at de danske Mennesket-udstillinger (1956-59) blev perspektiveret i forhold til henholdsvis en specifik tysk, britisk og amerikansk udstilling. Gennem de udvalgte udstillings- og værkanalyser indkredsede projektet, hvordan krisen blev udtrykt indholdsmæssigt såvel som formelt i de respektive lande. Tilsammen tegner de tre casestudies et billede af menneskeskildringen som den formede sig i Danmark, England, Tyskland og USA i den umiddelbare efterkrigstid.

 

Humanismen og mennesket stod centralt på de danske, såvel som på de internationale intellektuelles dagsorden i tiden efter Anden Verdenskrig. Dette galt i høj grad også indenfor billedkunsten, hvor mange kunstnere beskæftigede sig med oplevelsen af, at mennesket og menneskeheden befandt sig i en krisetilstand forårsaget af Anden Verdenskrigs traumer og forstærket af Den Kolde Krig. I Danmark kom tendensen især til udtryk hos de kunstnere, der udstillede sammen på tre udstillinger med titlen Mennesket, afholdt i Clausens Kunsthandel i København i 1956, 1958 og i 1959. Her havde kunstnere som Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og Dan Sterup-Hansen fundet sammen omkring deres fælles ønske om at beskrive det, som de opfattede som menneskets ulykkelige situation. Disse danske kunstnere så det som deres ansvar at pege på menneskehedens aktuelle problemer, og deres værker blev af samtiden betragtet som særdeles centrale udsagn om ’situationen’. Formsproget var figurativt og havde menneskefiguren i centrum, og deres værker kan også rent formelt ses som nye bud på en tidssvarende, samtidig menneskefremstilling, som centrale markører for en ny realisme.

 

Projektets resultater

Projektet har resulteret i tre studier, der bringer tre vidt forskellige diskussioner frem i forhold til de danske kunstnere. Samlet set giver de tre studier et bredt indblik i, hvordan mennesket og menneskefiguren gengives i kunsten i den umiddelbare efterkrigstid indenfor den vestlige kunst. De viser også, at der er tydelig forskel på behovet for at undersøge og bearbejde krigens traumer i et kunstnerisk udtryk i de fire undersøgte nationer. Hvor kunstnerne i Danmark, England og USA som henholdsvis besatte og ultimativt sejrende i krigen har behov for at behandle krigens traumer i umiddelbar forlængelse af krigens afslutning, og i værker, der i direkte vendinger beskæftiger sig med menneskets rolle og skæbne. Så var de tyske kunstnere betydeligt mere distancerede i forhold til at undersøge og skildre mennesket i efterkrigstiden. Som den tabende aggressor i den nyere tids største menneskeskabte tragedie, kan man næsten tale om en bevidst kunstnerisk amnesi, der først 20 år efter krigens afslutning får en stemme med Georg Baselitz’ (født 1938) helteskildringer. Først på dette tidspunkt dukker der i Tyskland skildringer op, der fremstiller mennesket i værker, hvor kroppen og ikke det åndelige er i fokus. Studiernes gennemgående metode har været at tage udgangspunkt i undersøgelsen af enkelte udstillinger, deres udsagn, historie og reception i samtiden, såvel som i eftertiden og studierne indskriver sig således i feltet exhibition histories.

 

Det britiske studie
I dette studie analyseres de britiske ’Geometry of Fear kunstnere’ og deres udstilling New Aspects of British Sculpture på Venedig Biennalen 1952. I lighed med de danske Mennesket-udstillinger, var der i udgangspunktet tale om en relativt lille udstilling, der endte med at få landmark status og indskrive sig i kunsthistorien som en væsentlig begivenhed på 1950’ernes kunstscene. For både de danske og de britiske kunstneres vedkommende gjaldt det, at selvom de i deres kunst behandlede menneskets påvirkning af den kritiske politiske situation, så konfronterede de aldrig situationen direkte. Både de danske og de britiske kunstnere formåede at billedliggøre menneskets krisetilstand uden at adressere specifikke historiske eller politiske begivenheder. Alligevel spillede kunstnerne og deres værker en væsentlig politisk rolle i og med, at de repræsenterede henholdsvis England og Denmark på Venedig Biennalen ved flere lejligheder. Med deres modernistiske realisme, der med mennesket i centrum adresserede samtiden på en apolitisk måde, passede både de danske menneskeskildrere og de britiske billedhuggere særdeles godt ind i Venedig Biennalens mål om at samle Europa gennem et modernistisk udtryk. Studiet er formidlet i artiklen “Close to the Nerves: Portraying Man’s Fears in Danish and British Art in the Aftermath of WWII”, der er antaget som et kapitel i antologien War and Portrayal: The Expression of the Unbearable in Modern and Contemporary Art, red. Dr. Mor Presiado og Dr. Frank Jacob. Udgives I serien “War (Hi)Stories” under forlaget Schöningh i 2019.

 

Det amerikanske studie

Dette studie undersøger den berømte, amerikanske fotoudstilling The Family of Man (1955) og diskuterer dens budskab, historie og reception i samtid og eftertid i forhold til de danske Mennesket-udstillinger. Som en del af The Family of Mans receptionshistorie undersøges også modtagelsen ved dens visning i Danmark i 1957. Både den amerikanske og de danske udstillinger var udstillinger, der forsøgte at tale direkte til publikums følelser for derigennem at provokere til debat om tidens problemer. I begge tilfælde var receptionen forholdsvis endimensional, og har efterladt eftertiden med en simplificeret opfattelse om udstillingerne. I artiklen “Efterkrigstidsudstillinger i affekt. Mennesket-udstillingerne og The Family of Man” (Periskop nr. 20, oktober 2018) argumenteres der for, at begge udstillinger leverede langt mere nuancerede udsagn om den menneskelige situation end det typisk er blevet anerkendt. Artiklen diskuterer derudover begge udstillinger i forhold til nøgleemner indenfor periodens kunstdebat.

 

Det tyske studie

Udgangspunktet for dette studie var et ønske om at perspektivere de danske Mennesket-udstillinger i forhold til et samtidigt eksempel på en tysk udstilling med et sammenligneligt tema og fokus, nemlig figurativt funderede værker, der diskuterede menneskets situation i efterkrigstiden. Tyskland er særligt interessant på grund af nationens rolle som den tabende aggressor i Anden Verdenskrig, og som modpolen til Danmark som besat nation. Den mest oplagte udstilling i denne sammenhæng var den berømte Das Menschenbild in Unserer Zeit, der blev afholdt i 1950 i Darmstadt med det tilhørende seminar Darmstädter Gespräch. Som studiet viser, er traumebearbejdningen stort set fraværende på udstillingen. Udstillingen fremstår i stedet som en form for tandløst appendiks til seminaret, og bærer præg af, at tysk kunst på dette tidspunkt stadig er i gang med at bearbejde nazitidens politiske brug af kunsten, af at de tyske kunstnere befinder sig midt i en diskussion om, hvilket udtryk, det er muligt at benytte, og ikke mindst af, at skildringer af menneskets krisetilstand endnu ikke har fundet frem til de tyske kunstneres atelierer.

 

Eftersom at traumebearbejdningen var fraværende på Das Menschenbild in Unserer Zeit, suppleres den udstillingshistoriske analyse med en analyse af Georg Baselitz’ heltebilleder, der på trods af at værkserien er fra 1965-66, og altså først produceres10 år senere end de øvrige udstillinger i projektets øvrige studier (New Aspects of British Sculpture (1952), The Family of Man (1955), Mennesket (1956-59)), udgør de det tidligste eksempel på en tysk kunstner, der for alvor tager fat i at behandle traumerne efter Anden Verdenskrig. Georg Baselitz’ fremstillinger af helte analyseres efterfølgende i forhold til udvalgte menneskefremstillinger af Palle Nielsen (1920-2000) og Dan Sterup-Hansen (1918-1995), hvor der ligeledes optræder heltefigurer med indbyggede modsætninger, der med deres magtesløse kroppe og deres fysiske og psykiske sår både vækker mindelser om krigen, og samtidig tegner et billede på menneskehedens situation. Studiet er formidlet i artiklen ”Efterkrigstidens menneskefremstillinger i Danmark og Tyskland”, udgivet i online forskningstidsskriftet Perspective.