Jordforbindelser. Dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab

Frederik Vermehren, Landskab ved Sorø med Lynge kirke I baggrunden. Studie til 'En Sædemand'. 1858. Sorø Kunstmuseum. Fotograf Anders Sune Berg

Frederik Vermehren, Landskab ved Sorø med Lynge kirke I baggrunden. Studie til 'En Sædemand'. 1858. Sorø Kunstmuseum. Fotograf Anders Sune Berg  

Forskningsbaseret udstillingsprojekt
Jordforbindelser. Dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab 
Fuglsang Kunstmuseum 8. juni - 23. september 2018


Udstillingen
Jordforbindelser var en visionær udstilling, der diskuterede et af vor tids vigtigste og mest akutte spørgsmål, de globale klimaforandringer, på en helt ny måde. Historisk kunst og geografisk udkant mødtes og leverede nye vinkler på den aktuelle diskussion om klima.

Landskabet, naturen og vores omgivelser har ændret sig dramatisk de sidste 200 år. Områder er blevet opdyrket og byer og veje har erobret land. Klimaet forandrer sig, og mennesker sætter sig spor overalt. Vi lever i den antropocæne tidsalder, hvor menneskets påvirkning af naturen går så vidt, at den kan aflæses geologisk. Udstillingen satte spot på jord, landskab og menneskets aftryk i naturen og viser, hvordan malerne allerede i 1800-tallet fortolkede landskabernes store forandringer i tæt dialog med naturvidenskaben.

Udstillingen viste en perlerække af landskabsmalerier af bl.a. C.W. Eckersberg, Johan Th. Lundbye, P.C. Skovgaard, L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi udlånt fra danske museer og private samlere. Disse kunstnere fortolkede landskabernes store forandringer i tæt dialog med naturvidenskaben, og sammen med naturvidenskabelige genstande knyttet til geografi, geologi og landbrugsudvikling fortalte malerierne historien om menneskets aftryk i landskabet.

To markante samtidskunstnere, Camilla Berner og Rune Bosse, tilførte med deres nyproducerede værker nye perspektiver på emnet.
Forskning og udstilling var et samarbejde mellem Faaborg Museum, Fuglsang Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling.

Forskningen
Udstillingen baserede sig på aktuel kunsthistorisk forskning udført af Gry Hedin, Gertrud Oelsner og Thor J. Mednick. Projektet lagde sig i forlængelse af en postdoc ved Gry Hedin støttet af Carlsbergfondet og et ph.d.-forløb ved Gertrud Oelsner støttet af Ny Carlsbergfondet, der blev udført mens hun var ansat som museumsinspektør på Fuglsang Kunstmuseum. Kulturministeriets forskningsudvalg støttede samarbejdet mellem de to forskere samt tilknytningen af gæsteprofessor, lektor i kunsthistorie ved University of Toledo Thor J. Mednick, så grundlaget for udstillingens forskningspublikation kunne skabes.

Udstillingen blev kurateret og formidlet af de tre forskere i samarbejde med de fire museers formidlere samt et panel af fagfolk, der talte videnskabshistorikerne Laura Søvsø Thomasen (AU), Henrik Kragh Sørensen (KU) samt historikerne Jens Aage Søndergaard og Anette Stavensø Møller (begge fra Det Grønne Museum). Gennem disse samarbejder formedes et udstillings- og forskningsprojekt, der formidlede et traditionsrigt felt – dansk landskabsmaleri – på en helt ny og tværfaglig måde, i et aktualiserende format og til målgrupper med interesse for natur, naturvidenskab og landbrug.

I forbindelse med udstillingen blev udgivet en gennemillustreret bog med artikler af alle de nævnte forskere. Gry Hedin skriver i bogens første artikel om de danske landskabsmaleres livtag med videnskaberne om landskabets dybder: geologien og arkæologien. Begge blev til som fag i 1800-tallet, og en forestilling om, at mennesket ikke kun former naturen, men også bliver formet af den, gjorde geologien og arkæologien vigtige for tidens selvforståelse. Samtidig diskuteres videnskabens og kunstens forhold ud fra tesen om, at kunsten har potentiale til at rykke videnskaben – ligesom videnskabens fortællinger kan bevæge kunsten.

Gertrud Oelsner følger dette perspektiv videre ved at se på, hvordan geografernes kortlægning af Danmark blev til i tæt dialog med kunstnerne fra slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet. Hun undersøger, hvordan geografien og kunsten mødtes i både detaljen og overblikket med særligt fokus på opdagelsen af Jylland som kunstnerisk og geografisk landskab. Geografien omhandler menneskets beskrivelse af jordoverfladen og er tæt knyttet til det antropocæne, idet kortlægningen ofte danner grundlag for menneskets indgriben i naturen.

Thor Mednick ser i sin artikel på relationen mellem kunst og landbrugsudvikling. Fra midten af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet skete der store ændringer i landbruget, der fik betydning for både natursyn og landskab. Det er artiklens tese, at kunstnernes skildringer af landbrugslandet skal ses i nøje sammenhæng med denne udvikling, og at deres værker er med til at tegne landbrugets mentalitetshistorie.

Herefter vendes perspektivet om, og 1800-tallets landskab og landskabsmaleri ses nu fra et intermedialt synspunkt. Laura Søvsø Thomasen stiller i sin artikel skarpt på en af 1800-tallets mest indflydelsesrige geologer, Alexander von Humbolt. Hun undersøger, hvordan Humbolt lod geologiens videnskabelighed afhænge af kunstneriske illustrationer og systematiske tableauer. Disse kom til at danne skole, også i Danmark, som en holistisk, men samtidig videnskabelig, måde at anskue og fremstille landskabet på.

Efterfølgende undersøger Henrik Kragh Sørensen, hvordan geografiske, topografiske og statistiske oplysninger blev indsamlet, systematiseret og udbredt. Han diskuterer land- og ressourceopmålingen som en meget krævende, statsorganiseret aktivitet, der er relateret til landskabsmaleriet ved at repræsentere det fysiske landskab i to dimensioner. Her er både idemæssige og praktiske forbindelser mellem de to udtryksformer.

I bogens sidste artikel ser Anette Stavensø Møller og Jens Aage Søndergaard på 1800-tallets landbrugsudvikling, og fra deres position som historikere redegør de for, hvordan gravning af grøfter, dræning og opdelinger af jordlodder formede både datidens landbrug og landskab.

Bogen er udgivet i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag og alle artiklerne er fagfællebedømte.