Fuglsang Kunstmuseum: 13. september 2008 – 4. januar 2009
Faaborg Museum: 24. januar – 12. april 2009
Holstebro Kunstmuseum: 2. maj – 28. juni 2009

Agnete Madsen
Billedhugger og tegner Agnete Madsen hører til blandt de mere upåagtede kunstnere i dansk kunsthistorie. Hun blev født i Egtved i 1923 og uddannet som billedhugger på Kunstakademiet i København i 1950erne, først under professor Einar Utzon-Frank og siden professor Mogens Bøggild, hvoraf sidstnævnte fik afgørende indflydelse på hendes udvikling. I slutningen af samme årti indtrådte hun i den eksklusive kreds af den tværfaglige Martsudstillings medlemmer, som bl.a. talte det karismatiske ægtepar, billedhuggeren Erik Thommesen og billedvæveren Anna Thommesen samt keramikeren Gertrud Vasegaard og malerne Harald Leth og Jeppe Vontillius. Hendes relativt sparsomme skulpturproduktion kunne dette regi beses frem til sammenslutningens opløsning i 1982, ofte i fint samspil med et udvalg af egne tegninger.

Agnete Madsens både skulpturelle og tegnede virke har rod i en langvarig figurativ tradition, med udgangspunkt i bl.a. en indgående antikfascination. Hun og hendes ligesindede er på den baggrund, og set i lyset af samtidens mange eksperimenter med abstraktion, proces- og konceptkunst, blevet anskuet som værende gammeldags og derfor delvist uinteressant. Hendes værker synes måske også umiddelbart fjernt fra tidens kunstneriske grænseprøvninger, men til trods for de stilistiske forskelle kredser hendes projekt på lignende vis grundlæggende om tilblivelsen af rumlighed og mødet med det Andet.
I både skulpturer og tegninger er det således netop i dette møde, at hendes værk slår gnister: I formens møde med rummet, i mødet med og inddragelsen af beskueren og med formernes både indre dynamik og ydre samspil. Heri adskiller hun sig ikke fra de avantgardistiske strømninger i det tyvende århundrede, og det er også i den henseende, at indflydelsen fra mentoren Mogens Bøggild tydeligst gør sig gældende.

Genremæssigt arbejdede hun i et snævert virkefelt:
I skulpturen består den overvejende del af hendes værker af portræthoveder af såvel voksne som børn, i statuetter af både liggende samt stående og gående figurer, mens hun i små og større relieffer i rytmiske forløb kombinerede og varierede forskellige positurer hos både mennesker og dyr. Det legemsstore format hører til sjældenhederne i hendes produktion, formentlig fordi hun fungerede bedre i de små størrelser, hvor hendes enkle greb om bevægelse og rytme ikke mistede spændstighed og umiddelbarhed.

For tegningernes vedkommende var menneskekroppens figuration i rummet igen det mest yndede motiv, det være sig både den hele eller fragmenterede menneskekrop, hvis møde med omgivelserne også i dette medium blev gennemarbejdet. Mens skulpturen formedes af klumpen med en følsomt bearbejdet overflade, arbejdede blyanten i flere simultane spor: Ofte rammer stregen ekspressivt, som matematisk analyserede tangenter, der langsomt, men sikkert afsøger og præciserer rummet omkring formen. Andre gange når stregen kun antydningsvis og helt forsigtigt papiret, hvorved dybdevirkningen og rumligheden står mere enstrenget, tøvende og knapt så overbevisende. I de færre motiver med dyr og landskaber arbejdes med samme problemstillinger, om end landskabernes æteriske kvaliteter synes at lægge sig i umiddelbar forlængelse af den danske lyriske landskabstradition.

Mens Agnete Madsen ikke er kendt i den brede offentlighed i dag, var hun i sin samtid højt agtet. Hendes udstillede værker blev ofte rost i dagspressens anmeldelser, og hun blev begavet med både hædersbevisninger og legater, bl.a. Eckersberg-medaljen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Udover den selvstændige produktion af især portræthoveder udførte hun også flere offentlige udsmykninger, bl.a. bestilt af Statens Kunstfond, ligesom en række af hendes værker blev indkøbt af Ny Carlsbergfondet. Hun er repræsenteret på flere offentlige institutioner, bl.a. med fire skulpturer og en serie tegninger på Statens Museum for Kunst, ligesom et væsentligt antal værker i både bronze, ler, gips og på papir er at finde i privateje.

Omkring 1980 flyttede Agnete Madsen tilbage til sin familie i Jylland, idet hendes Parkinson-syge, som hun havde lidt af fra begyndelsen af 70erne, nu var så fremskreden, at hun kun vanskeligt kunne klare sig selv. Hun døde i 1997 efter i en længere årrække at have været helt ude af stand til at både tegne og modellere. Trods sygdommen har der også siden været interesse for at vise hendes produktion, først i Clausens Kunsthandel i charmerende parløb med en eller flere kolleger, og siden i den nyetablerede Kunsthandel Nina J. i København, som for nærværende har en række af kunstnerens værker i kommission.

Forskning
I lyset af den sparsomme litteratur om Agnete Madsens liv og virke er forskningen til udstillingsprojektet programsat til at pågå på flere fronter. De uvurderlige førstehåndskilder til viden om og erindringer vedrørende kunstnerens liv og kunst er ved at tørre ud, hvilket – her ti år efter hendes død – er et faktum, udstillingsarrangørerne i første omgang har forholdt sig til. Der er således førsteprioriteret opsøgning og interview med medlemmer af kunstnerens familie og tilbageværende personkreds. Ligeledes er det omfattende kildemateriale i kunstnerens efterladte papirer blevet registreret, ligesom andet arkivmateriale er blevet gennemgået og alle bekendte værker i både offentlig samt privat eje er blevet fotografisk dokumenteret og registreret.

Denne indledende grundforskning skal udmønte sig i dels et repræsentativt værkudvalg til den konkrete udstilling, dels i bidrag til det tilhørende katalog, hvor kunstnerens virke indsættes og perspektiveres i en kunsthistorisk kontekst, baseret på både samtidige kilder og nyere tids kunstteori.

Udstilling
Selve udstillingen med Agnete Madsens skulpturer og tegninger forventes at vise et bredt udsnit af kunstnerens virke, såvel kronologisk som genremæssigt. At kombinere skulptur og tegning er delvist begrundet i hendes egne værkvisninger på Martsudstillingen og i andre fora, men også af den årsag, at værkerne på både to- og tredimensional vis illustrerer hendes tilgang til problematikkerne omkring kunstnerisk udfoldelse af rum, bevægelse og rytme.

Udvalget vil på skulptursiden hovedsageligt fokusere på værker støbt i bronze: fra de tidligste frontalt orienterede statuetter med glat overflade fra omkring 1950, til især de senere mange portræthoveder og eksempler på figurer og relieffer i både lille og stort format, hvor en mere ekspressiv behandling af overfladen og eksperimenter med rytme og rumlig aktivering gør sig gældende. Også flere eksempler på skulpturer i større format og hel figur forventes at indgå, ligesom forarbejder og variationer i enten gips eller ler kan forekomme relevante for belysningen af den kunstneriske arbejdsproces og for de enkelte værkers udvikling.

Med hensyn til kunst på papir vil de forskellige spor i kunstnerens virke være udkrystalliseret: Det drejer sig dels om et større antal figurmotiver i den karakteristiske ekspressive streg, et færre antal figurbilleder med den knapt antydede streg, samt en række figur- og dyremotiver, landskaber samt evt. antikstudier og rejseskitser. I alt forventes ca. 30 skulpturer og et minimum antal tegninger at blive vist på udstillingen.

Publikation
Agnete Madsens liv og virke er kun ved få lejligheder blevet behandlet i litteraturen. Såvel forfatteren Henning Jørgensen, billedhugger Erik Thommesen og digteren Eske K. Mathiesen har med kærlig indsigt skrevet om hendes virke, men hun er intetsteds blevet mere dybdegående, kunsthistorisk behandlet.
I forbindelse med udstillingsprojektet udgives en forskningsbaseret, rigt illustreret publikation på skønnet 100 sider. Denne kommer til at indeholde tre forfatterbidrag, samt biografi, bibliografi og værkfortegnelse. Publikationen indledes med en bredt anlagt, monografisk hovedartikel af mag.art. Tine Nielsen Fabienke, som vil placere Agnete Madsen i såvel dansk som udenlandsk billedkunst og tillige perspektivere hendes værk i lyset af de senere års forskning i og fornyede interesse for skulpturteori og -analyse.

Digteren Eske K. Mathiesen skriver om Agnete Madsens stræben efter fastholdelsen af figurens rytme og bevægelse, og afslutningsvis bidrager rektor for Det fynske Kunstakademi, Sanne Kofoed Olsen, med betragtninger omkring Agnete Madsens position som kvindelig kunstner og billedhugger. Det er det samlede formål hermed at dokumentere et aspekt af dansk kunst, som hidtil har været overset, ligesom den vil være et bidrag til den nuværende kunstkritiks fornyede interesse i skulptur og tegning.

Forankring
På Fuglsang Kunstmuseum er der siden midten af 1990erne sat fokus på skulpturen gennem en række nyerhvervelser af dansk skulptur fra især det 20. århundredes første halvdel, som er den bedst repræsenterede periode i museets samling. Gennem nyerhvervelserne har den tid og de billedhuggere, som bl.a. dannede kunstnerisk afsæt for Agnete Madsen, fået ny belysning. Tillige har museet de senere år vist en række udstillinger med dansk kunst på papir, hvorved forskningen i og udstillingsprojektet med Agnete Madsen på flere områder ligger i naturlig forlængelse af museets hidtidige styrkelse af de i forhold til maleriet mere upåagtede genrer.

På Holstebro Kunstmuseum står den tredimensionelle billedkunst sjældent stærk, bl.a. med landets rigeste samling af værker af billedhuggeren Astrid Noack (1888-1954), som Agnete Madsen ofte sammenlignes med. Museet har i gennem de senere år forsket bl.a. i Noack, men har også i samarbejde med andre museer gennemført et forskningsprojekt med tilhørende udstilling og bogudgivelse om billedhuggeren Erik Thommesen (2000). Han var en af stifterne af Martsudstillingen, hvor Agnete Madsen udstillede, og i museets samlinger er der flere kunstnere, der var tilknyttet denne traditionsforbundne sammenslutning.

Den figurative tradition og de dagligdags motiver er bærende identitetsfaktorer for samlingerne på Faaborg Museum, hvorfor Agnete Madsens mennesker, dyr og tegnede hverdagsscenerier har en historisk pendant netop her. Faaborg Museum rummer desuden en rig samling skulpturer af Kai Nielsen og dermed begyndelsen til den moderne danske figurative billedhuggerkunst, hvis arv Agnete Madsens værker – om end omfortolkede – også er bærere af. Således forankrer forskning og udstilling sig naturligt på de tre samarbejdende museer, der vil have varig værdi af det hermed forbundne arbejde.

Formål
Det er projektets formål gennem udstilling med tilhørende publikation at fastholde det sparsomme offentlige kendskab til Agnete Madsens liv og virke, og gennem ny forskning og perspektivrige indfaldsvinkler at folde kunstnerens samlede værk ud for såvel offentlighed som faglighed, og dermed bryde den isolation, som hendes kunst med tiden er blevet indskrevet i. Herigennem vil museerne udvide og udbrede kendskabet til en stilfærdigt arbejdende, stædigt insisterende billedhugger og tegner, der i dag – ufortjent – står for at indtræde i dansk kunsthistories store glemmebog.