facebook pixel
© Niels Strøbek/VISDA. Foto: Ole Akhøj

Niels Strøbek

'Amager Fælled'

1984

Niels Strøbeks maleri af Amager Fælled overrasker med sin nytænkende komposition af et bylandskab. Men maleriet, der virker som et naturtro billede af et tilfældigt motiv, viser sig ved nærmere eftersyn at gemme på urovækkende aspekter.

Allerede ved første øjekast vækker Niels Strøbeks maleri Amager Fælled opsigt med himlens enorme størrelse og den imponerende skyformation. På trods af at forholdet mellem himmel og jord virker, som om det er ude af proportioner, giver billedet alligevel indtryk af at være et naturtro maleri udført med fotografisk præcision.

Men selvom Strøbek tilhører gruppen af nyrealistiske kunstnere, er målet ikke en naturtro gengivelse af Amager Fælled. Derimod prøver han at gribe det, vi ikke umiddelbart kan se gennem den synlige virkelighed. Og kigger vi nærmere efter, er der da også noget, der ikke stemmer i billedet.

 

Fakta

Niels Strøbek (født 1944)

Datering: 1984
Materiale: Olie og tempera på træfiberplade
Mål: 30 x 45 cm
Erhvervelse: Gave 1985 fra Ny Carlsbergfondet

 

Maleriet lader til at vise et tilfældigt blik fra fælleden ind på en bynær zone med forskellige typer bebyggelse: vandtårn, boligblok og nogle ubestemmelige bygninger, der både kan ligne industri og beboelse. Over den smalle stribe af fælled og bebyggelse ligger en bræmme af små, lette blomkålsformede skyer. Og over dem den kolossale blå himmel med en urovækkende, mørk skyformation i højre side. Et tydeligt varsel om uvejr og forandring.

Den sært, fremmedgørende stemning forstærker Niels Strøbek ved at bryde de traditionelle principper for komposition. For billedet fremstår som ren og skær baggrund. Der er ingen forgrund, der hjælper vores blik ind i billedet. Heller ingen figurer, vi kan identificere os med. Og ingen mellemgrund, som hjælper blikkets videre færd på vej. De to planer, himmel og jord, ser vi begge på lang afstand.

Imens bliver vi sat i venteposition af himlens store tomrum og dens truende skyer. Vi ved ikke, om skyerne driver ind over de små huse, vil opløse sig eller drive væk. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske.

Fuglsang Kunstmuseum ejer dette maleri af Strøbek samt en malet opstilling fra 1979 og en grafikmappe fra 1977 med litografier, der har opstillinger som motiv. Strøbek repræsenterer den mindre del af museets samling, der stammer fra 1970’erne og 1980’erne. Han kan placeres i den nyrealistiske strømning, der også har symbolistisk eller surrealistisk islæt. Det gælder fx malere som Søren Elgaard, Poul Janus Ipsen eller Bjarke Regn Svendsen.

Forfatter: Louise Trier

 

Vær opmærksom på, at værket ikke nødvendigvis er udstillet i museet.

Søgning

Note: Danish only