© Johannes Bjerg/VISDA. Foto: Ole Akhøj

Johannes Bjerg

'Abessinier'

1914-15

Abessinieren snor sig som en spiral. Som en danser krydser han benene, åbner armene og kigger ud i rummet, som om han lytter til noget. På trods af den indviklede positur er skulpturen i perfekt balance.

Johannes Bjergs Abessinier er et vigtigt kunstværk i dansk skulpturs historie. En skulptur hvis kropsideal brød med de herskende normer. Her forklarer en af museets eksperter, kunsthistoriker Fleur Wetterholm, hvordan.

Hvorfor er skulpturen her så bemærkelsesværdig?

“Hele skulpturen virker levende. Jeg føler, han kan bevæge sig hvert øjeblik.

I dansk skulpturs historie hører den her til et af de absolutte mesterværker. Det er både Johannes Bjergs gennembrudsværk og et hovedværk fra hans yngre år.

Skulpturen har en helt utrolig spændstig opbygning og balance. Det bærende udgangspunkt med de krydsende fødder er spinkelt. Men ud fra fødderne vokser skulpturen altså med en gennemført sikker balance og elegance. Det ser legende let ud for Bjerg.”

Video: Se Fleur Wetterholm fortælle om Abessineren.

Hvad ville Johannes Bjerg med kunstværket?

“Der er ingen tvivl om, at Johannes Bjerg har været fascineret af modellen, som var fra området Abessinien, det tidligere navn for Etiopien i det østlige Afrika. Han har set et skulpturelt potentiale i ham.

I hvert fald viser Bjerg et anderledes kropsideal end det gængse på den her tid. Abessinieren er muskuløs, men samtidig let og elegant. Det adskiller sig markant fra tidens mere pumpede kropsideal, der var inspireret af den græsk-romerske antik.”

 

Hvad fortæller skulpturen om den tid, den er skabt i?

“Skulpturen vidner om periodens store interesse for det eksotiske, især afrikanske motiver. Kunstnerne søgte efter en anden kultur, der kunne give inspiration til at frigøre sig fra den europæiske kunsttradition. En tradition de brændende ønskede at gøre op med.

Johannes Bjerg mødte den afrikanske model i Paris under sit ophold i 1911-14. Modellen var populær og blev brugt af mange andre af byens kunstnere.

I den franske hovedstad mødte Bjerg også store navne billedhuggeren Rodin og maleren Picasso. Picasso tilhørte den unge, fremadstormende generation af kunstnere, som søgte nye veje for kunsten. Blandt andet gennem afrikanske motiver. Det var afgørende for, at Bjerg fik øje på den afrikanske model.

Bjergs Abessinier viser også den stereotype måde, som mennesker af afrikansk herkomst ofte blev skildret på dengang. Mange kunstnere fremhævede det negroide præg på en forenklet måde. Det betød, at de afbildede personer fremstod mere som typer end som portrætterede mennesker med individuelle træk.”

 

Fakta

Johannes Bjerg (1886-1955)

Datering: 1914-15
Materiale: Bronze
Mål: 199 cm høj

Erhvervelse: Købt 2004 af kunstnerens arvinger med tilskud fra Augustinus Fonden, BG Fonden, Kulturarvsstyrelsen, Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, Ny Carlsbergfondet og Storstrøms Amt

Hvad kendetegner Johannes Bjergs teknik?

“Bjerg har på en måde lavet sin egen version af antikkens klassiske kontraposto-positur. Den er kendetegnet ved, at skulpturen lægger kropsvægten på det ene ben. Det gør den jordforbundet og livlig på samme tid.

Men han har tilført noget nyt. Nemlig en spiralformet bevægelse, hvor skulpturen drejer rundt om sin egen lodrette midterakse.”
Tre vigtige detaljer ifølge Fleur Wetterholm:

1.“Hovedet virker næsten endnu mere stiliseret end resten af skulpturen. Hvis du kan genkalde dig Picassos kubistiske malerier, så kan du måske se visse træk, der minder om dem.”

2.“Drejet i kroppen er utrolig elegant. Det giver en spiralbevægelse, næsten som en danser eller en propel, der er på vej til at lette.”

3.“Sokler får sjældent meget opmærksomhed, men i det her tilfælde er den værd at fremhæve. Dens runde form understreger skulpturens spiralbevægelse. Samtidig er den bemærkelsesværdigt lille, hvilket har stor betydning for, at skulpturens samlede udtryk bliver så let og elegant.”

Vær opmærksom på, at værket ikke nødvendigvis er udstillet i museet.

Fleur Wetterholm er kunstformidler og kunsthistoriker. På Fuglsang Kunstmuseum står hun for at gøre gæsterne klogere på kunsten til omvisninger og arrangementer.

Søgning

Note: Danish only